Vælg en side

Danskerne er et folkefærd, der nærmest har tilbudsjagt som sin nationalsport – det er vi måske ikke alene om i verden, men vi gør det godt. Vi elsker nemlig tilbud, gratis vareprøver og konkurrencer. Derfor er konkurrencer på Facebook også et rigtig godt redskab til at krige nye følgere til sin virksomhed.

Som virksomhed kan du få stor succes med at bruge konkurrencer, der engagerer brugerne og giver din virksomheds hjemmeside flere besøgende. Hvis du altså gør det rigtigt. Du kan også gøre det forkert, og i så fald risikerer du at genere personer uden for din målgruppe eller at Facebook i sidste instans lukker din side.

Sidstnævnte konsekvens sker kun i sjældne tilfælde, hvor omfanget af ulovlige konkurrencer, der ikke overholder Facebooks konkurrenceregler, og som generer brugerne, bliver alt for stort. Men bare fordi din side ikke bliver lukket, betyder det ikke, at du ikke bør overholde reglerne alligevel.

Flere forholder sig kritisk til konkurrencer

Der gik ikke lang tid fra Facebooks spæde start i Danmark, til vores ”vægge” flød over med konkurrencer. Betingelserne lød ofte: ”Vind 1 kg gratis bland-selv-slik, hvis du udfylder vores online spørgeskema, liker siden, deler opslaget i de 5 største grupper, du er medlem af, tagger dine 25 nærmeste venner, ofrer din hund ved fuldmåne og sender os et billede af dit Nem-ID”.

Det blev hurtigt for meget, og derfor begyndte Facebook at sætte nogle begrænsninger på. Samtidig er brugerne også blevet mere kritiske – alle de mange konkurrencer tager pladsen fra baby-, mad- og kattebilleder i deres nyhedsstrøm, som jo er dem, de gerne vil holdes opdateret med. Tilmed har mange af de mest attraktive konkurrencer vist sig at være fup og fiduser.

Facebook er en gratis service for deres produkt: Brugerne. Bag de fleste profiler sidder ærlige og redelige mennesker, som bruger Facebook til at blive holdt opdateret med venner og familie, samt at få det vigtigste sladder fra Den Korte Avis, Rokokoposten og Ekstrabladet. Facebook kan kun fastholde de glade og tilfredse brugere, hvis de forbliver netop det. Urimelige konkurrencer som tilbudsjagtende venner deler og tagger venner i er med til at forpurre glansbilledet.

Overhold konkurrencereglerne – for jeres egen skyld

Flere brugere er, efter det stigende antal af falske konkurrencer, blevet opmærksomme på, at der findes et regelsæt på Facebook, som virksomhederne bør overholde. Overholder man ikke reglerne for konkurrencerne, kan man opleve, at man ikke får den samme respons på opslaget, som man kunne have forventet. Man kan også opleve at brugerne anmelder opslaget som spam, og det kan øge risikoen for konsekvenser fra Facebooks side.

Med en god konkurrence, der overholder reglerne, er der gode chancer for at vinde nye likes og eventuelt lægge cookies hos sine besøgende på hjemmesiden i forbindelse med kampagnen – og det er der ikke nogen problemer med (endnu – det afhænger af Forbrugerombudsmandens syn på sagen).

Når din virksomhed laver en konkurrence, må I godt bede om, at:

  • Brugerne synes godt om opslaget
  • Brugerne kommenterer opslaget
  • Brugerne laver et opslag på din side (kan ikke anbefales)
  • Brugerne sender en besked til siden (kan ikke anbefales)

I må også gerne linke til jeres egen side med de præcise detaljer for konkurrencer, at finde et svar eller lignende (god måde at få cookies på).

Til gengæld må I ikke kræve:

  • At opslaget eller siden deles
  • At brugeren liker siden
  • At brugeren tagger sig selv eller sine venner i kommentarerne på opslaget

Selvom det er fristende, må I desværre heller ikke udlove en ekstra præmie når I opnår et vist antal følgere.

Derudover er det vigtigt, at I husker at skrive i opslaget, at Facebook ikke er associeret med konkurrencen, sponsorerer den eller lignende. Sidst, men ikke mindst, skal jeres opslag også overholde gældende dansk lovgivning på området.

Hvis I fortsat er i tvivl om, om I gør det rigtigt, kan det være en god idé at tage et online marketing bureau med på råd.